Banner til Bjarne

Skovbrynet station bevares

24. marts 2020
Midt i en ellers trist tid med et midlertidigt lukket anlæg, er det en stor glæde at kunne fortælle, at vi netop har modtaget besked om, at den varslede lukning af Skovbrynet Station er taget af bordet i denne omgang.

Vi har fra ABs side gjort et meget stort arbejde for at bevare Skovbrynet Station. Som tidligere fortalt havde vi så snart vi, i slutningen af januar, hørte om DSB’s planer kontakt til Gladsaxe Kommune ligesom vores hovedformand Ulrik Rasch udtalte sig til TV2 Lorry.

Efterfølgende har vi skrevet til både transportminister Benny Engelbrecht samt DSBs administrerende direktør Flemming Jensen, hvor vi efter bedste evne har forsøgt at forklare, hvilke uoverskuelige konsekvenser vi som idrætsklub kunne frygte i forbindelse med en lukning af stationen.

Vores næstformand Winnie Sørensen har gennem hele forløbet været i løbende dialog med formanden for Folketingets transportudvalg Jeppe Bruus, som i første omgang kunne fortælle, at beslutningen ville blive taget senest 13. februar, hvorfor vi havde meget travlt med at rette henvendelse til både Gladsaxe Kommune, DSB og transportministeren.

DSB mødte stor modstand i forhold til en lukning af Skovbrynet Station, og i begyndelsen af februar meldte de tilbage på vores henvendelse, at de havde forståelse for vores bekymring, at de dog var nødt til at se mere overordnet på det, men ville fortsætte drøftelserne med kommunerne og udskyde beslutningen til efter disse drøftelser.

Herefter har vi, via formanden for Folketingets transportudvalg Jeppe Bruus, tilbudt DSB, som nabo til Skovbrynet Station, at lægge lokaler til et møde mellem berørte parter: DSB, idrætsforeninger, interesseorganisationer, naboer og andre interesserede. Dette møde kom desværre ikke i stand, men der er ingen tvivl om, at AB er blevet hørt, også af politikerne.

Vi har også haft kontakt til TV2 Lorry for at få sat fokus på sagen fra en anden side af AB, nemlig via AB Specials, som helt sikkert ville være nødt til at lukke holdene ned, såfremt lukningen af stationen stod ved magt, idet størstedelen af vores særligt udfordrede Special-medlemmer ikke kunne håndtere at skulle komme til og fra AB på andre måder end med toget.

DSB vendte i februar tilbage til Folketingets transportudvalg med henblik på yderligere drøftelser, og så sent som i dag, har Winnie kontaktet DSB igen, for at få en status.

Få timer efter dagens henvendelse til DSB kunne Gladsaxes borgmester, Trine Græse, så oplyse via facebook, at hun netop havde fået den glædelige nyhed, at Skovbrynet Station bevares.

Vi håber, at denne nyhed kan skabe lidt glæde rundt om hos vores medlemmer. Vi synes selv, at vi har gjort et solidt stykke arbejde for at bevare Skovbrynet Station og glæder os usigeligt meget over udfaldet.

Pas på jer selv til vi igen kan mødes på AB

Hovedbestyrelsen
24. marts 2020


Nyheder
11.5.20
Nu kan du (snart) tilmelde dig sommerferieaktiviteter!
Det er efterhånden en fast tradition, at man kan nyde godt af en masse sommerfer...
Billedserier
Hent Adobe Flash player
Restaurant og Café
Fastelavnsfest 2019

Årets fastelavnsfest blev et stort tilløbsstykke med masser af flotte og udklædte børn, som ikke holdt sig tilbage, da de skulle slå katten af tønden!
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd