Banner til Bjarne

For trænere i AB


Velkommen som træner i AB

Vi håber med denne side, at du fra starten vil føle dig hjemme her på anlægget på Skovdiget.

Du vil kunne finde praktiske informationer og måske få svar på nogle af de spørgsmål, der kan være som ny træner.
Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen på kontoret på 1. sal i hallen. Her finder du Linda, som har med økonomi, løn og betalinger at gøre, Casper der har med kampe, Klub- og HåndOffice, ind- og udmeldelser, marketing, kommunikation, medlemslister mm. at gøre, og Maria der er forretningsfører og har det overordnede ansvar for både kontor og drift.
I driften er der 4 faste medarbejdere, som passer anlægget og hallen, hvoraf den ene er assisterende halinspektør. Udover det har AB 3 faste weekend vagter.

Akademisk Boldklub

AB har ca. 1.500 medlemmer og består af 4 afdelinger: AB Cricket, AB Fodbold, AB Håndbold og AB Tennis. Alle 4 afdelinger har en bestyrelse. AB moderklubben har en hovedbestyrelse og et forretningsudvalg.

Anlægget

Anlægget består af 7 græsbaner + et antal 3-mands baner, 2 kunstgræsbaner, 1 cricket pitch og 1 kastegård, 1 strand håndboldbane og 8 tennisbaner. I hallen kan der spilles tennis på 4 baner eller håndbold på 3 baner. I den ene side, som vender ud mod motorvejen, er der i hjørnet ved tennisbanerne pige- og dame omklædning. Drenge/ungdom går ind i hjørnet ved store kunstgræsbane. AB Herresenior klæder om på 1.sal på modsatte side.
Dommere skal henvende sig i vagten for nøgle til dommeromklædning og bad.
Du er velkommen til at benytte fællesarealerne med indgang fra foyeren mens du venter.

AB Sportscafé

AB har en sportscafe som åbner op hver dag fra kl. 16.00 og i weekender som regel fra kl. 10.00 eller efter kampprogrammet. Der serveres kold mad og sandwich, kaffe, te mv. på hverdage, samt dagens ret, burger og andre lækkerier tirsdag og torsdag. Skulle du have lyst til at holde fællesmiddag for dit hold kan du blot kontakte Christian (vores forpagter) på absportscafe@gmail.com eller på telefon 21 70 60 85 og lave en aftale.

Aftale- og børneattest

Der skal laves en aftale med dig. Det er enten et bestyrelsesmedlem eller en anden fra afdelingen, som står for det. Ved trænerstart skal der indhentes en børneattest og den vil komme i din e-boks og skal godkendes med NEMid inden 14 dage af dig. Vi indhenter børneattest 1 gang årligt. Er du hånd- eller fodboldtræner vil du samtidig blive registreret i Hånd- eller KlubOffice, så du bl.a. kan lave elektroniske holdkort. Det er vigtigt at huske at godkende sin børneattest!

Godtgørelse

Finder du i dueslaget på trænerkontoret eller kan downloades nedenfor. De skal udfyldes, underskrives og afleveres på kontoret eller via mail til Linda@abgladsaxe.dk inden d.25. i måneden dog inden d.15. i december måned. Der skal være både aftale og børneattest for at få udbetalt godtgørelse.
Tilknyttet fil:    Godtgørelse (20 Kb)

Hjertestarter

Du finder AB's hjertestarter på vægen udenfor foyeren lige ved indgangen til hallen.
Ved akut livstruende sygdom eller tilskadekomst kan du ringe: 112. Ved skader, hvor du skal have hjælp på en akutmodtagelse kan du ringe: 1813. Transport til og fra hospitalet kan bestilles via Falck som kan kontaktes på 70 10 20 31. Du kan oplyse abonnementsnummer: 11167008 ved henvendelse til Falck.

Nye medlemmer

Kan komme med på gratis prøvetimer 2-3 gange inden de skal meldes ind. På hjemmesiden under pokalen ligger den sidste nye udgave af indmeldelsen, som kan printes til udlevering. Nye medlemmer/forældre kan også henvende sig til kontoret. I hånd- og fodbold kan du først bruge spilleren til kamp, når de kan trækkes på holdkortet i henholdsvis Hånd- og KlubOffice. Når man indmeldes AB skal der betales et kontingent for indmeldelse samt et administrationsgebyr på 250 kr. Kontingentet betales to gange om året hhv. 1. februar og 1. august via MobilePay til 59048, PBS eller via overførsel til vores bank på 2261 - 8410106060.

Trænerkontor

Ved siden af kontoret finder du trænerkontoret. Det er her du har adgang til computer + kopimaskine. Her findes også dueslag, hvor du meget gerne må kigge en gang imellem, om der skulle ligge noget post til dig. Du kan på kontoret få udleveret nøgle, så du kan benytte trænerkontoret, når det passer dig.

Trænertøj og materialer

Er noget du skal snakke med den aftaleansvarlige i din afdeling om.

Vagten

Er åben aften og weekends. Det er her man kan pumpe bolde, få anvist baner, hente is til skader, finde glemte ting osv. Aftenåbningstiderne i vagten er 15:00 - 22:30 på hverdage og 07:30 - 18:00 i weekenden. Vagten kan kontaktes i ovennævnte tidsrum på: 30 92 94 16 imens kontoret kan kontaktes på 44 98 75 33 mandag til torsdag fra 12:00 - 15.00 samt fredag fra 09:00 - 12:00.
Det vil hjælpe os rigtig meget, hvis du vil hjælpe os med at lære dine spillere, at der skal ryddes op i omklædningsrummet inden de forlader det. Man går desuden ikke ind med udendørs sko eller støvler og følger de regler og skilte, der hænger rundt omkring på anlægget.
Nyheder
16.7.18
AB Kontor
Fejl i kontingentopkrævning
Vores IT-system har åbenbart fået solstik, for der er sket en fejl i vores konti...
Kalender
2.7.18 - 19.8.18
AB Kontor
Sportscaféen holder ferielukket!
Billedserier
Hent Adobe Flash player
AB
© Akademisk Boldklub, Skovdiget 1, 2880 Bagsværd